XI. omgang POESI på STADEN
Torsdag 4. november 2010 kl. 20.00-22.00
Vært: Forfatteren Gordon Inc.
Åben scene kl. 21.30
Gratis entré!

Oplæsere:
Bjarne Kim Pedersen
Sulaima Hind
Methe Skjoldeng
Robin Wildt Hansen
Claus Høxbroe

Bjarne Kim Pedersen er Forfatter og Fortæller og født 5. november 1955. Debut i 1982. Engageret i mennesker og menneskerettigheder. Arbejdskraften bag Forlaget Ravnerock. Senest arbejdet med kortformen haiku på nye medier. Kald det SMS-digte eller twit-digte og små digtvideoer. Seneste udgivelser: Overhaling, Køreplan – smspress. Nembøger for unge (mest drenge) Bøllevinger og Piratfiskerne. Vil i aften læse en afdeling af Iran-digte, som i engelsk udgave er blevet twittet og retwittet. Ord/de farlige ord/digteren bruger, når han/skriver om livet. se mere på: www.bjarnekimpedersen.blogspot.com

Sulaima Hind
læser bl.a. op fra sin selvbiografiske debutroman Voxeværk, der giver et stjerneklart indblik i 1980´ernes Drukpunkerscene. Sulaima Hind er også Christianit, Foredragsholder og (ifølge pressen) Samfundsrevser. Tjek evt.: www.sulaimahind.dk

Methe Skjoldeng
er et relativt ubeskrevet blad, mestendels uddannet lærer - og nu biblioteksansat. Hun har flirtet med dramatik, erkendt sin begrænsning udi lyrik og holder sig nu primært til kortprosa. Hendes tekster er for det meste en omgang underspillet hverdagssarkasme og/eller tragedie med et anstrøg af absurditet. Det gælder også “Fuglen”, som den ene af de tekster Methe vil læse op. Den anden er TBA eller slet ikke skrevet endnu. http://www.myspace.com/metheskjoldeng

Robin Wildt Hansen
læser op fra “I hver vores skyttegrav”, en Danmarksroman, der problematiserer Danmarks vej mod fascisme, men også går dybere end som så og undersøger de kulturelle årsager til, at en så ekstrem politisk udvikling er mulig i Danmark. Mange vil finde det overraskende, at hovedemnerne er danskernes hæmning og de store problemer som danske kvinder og mænd har med at mødes og være sammen. “I hver vores skyttegrav” handler især om at blive bevidst om og dermed transcendere de kulturelle bånd, der binder os. Herved finder vi ind til os selv, ikke som en del af massen, men som individ. Det er forfatterens tese, at det bedste bolværk mod ensretning og fascisme er at følge sin egen vej. Mere info: http://www.facebook.com/group.php?gid=193808018391

Claus Høxbroe
er født d. 23. oktober 1980. Beatpoet/digter. Har bl.a. udgivet digtsamlingerne “Hylet fra gaden” (2006), “Solsorten er en skrigende lort ved daggry” (2008), “Tilpas utilpasset” (2008), Helt igennem gennemtjekket (2010), samt Spoken Word albummene “Sluk lyset” (2007), “Nye Rytmer - live i studiet” (2010). Har desuden fået tildelt Årets Publikumspris til Poesiens Dag 2005, medvirker på diverse cd´er og i forskellige magasiner/tidsskrifter, samt leveret over 700 live optrædener. Bl.a. også i Norge, Sverige, England og på Færøerne. Mere info: www.Beatnix.dk

—

* Alle deltagere i oplæsningerne må meget gerne tage deres udgivelser med til arrangementerne med henblik på salg.

Husk den gode mad i Operaens Café!

www.tvmarineret.dk filmer og sender i redigeret udgave oplæsningerne fra Kanal Hovedstaden cirka en måned efter afholdelsen af arrangementet.

Arrangementet er tilrettelagt af digteren Arash Sharifzadeh Abdi, og VIPse fra Centripetal i samarbejde med Operaen på Christiania - støttet af Kunststyrelsen!

inde bag facaden finder vi hinanden

sårbarheden, alt det blide og smukke

den fælles smerte af mangel på nærheden

har vi hinanden

tager jeg det hele som det kommer

sammen med dig, kan intet skræmme mig

mit hjerte og sjæl ligger åben for dig

når du er klar

tager du mig bare …

/VIPse

Dagene flyder ud i et

Lyden af dine ord blæser i vinden

stormer gennemtrængende ind

og du bliver manden jeg drømmer om

i mit stille sind

/VIPse

- Vipse

Få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig

hold mig i dine varme stærke arme

hold om mig, jeg har brug for dig

få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig

sig til dem de skal holde op

beskyt mig, jeg tilhører dig

få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig

jeg er din, gør med mig hvad du vil

jeg smiler kun til dig

få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig

/VIPse

4.

Hold kæft hvor så der ud. Spejlsplinter i vasken og ud over gulvet, blandet godt op med blodstænk. Hun startede med at løfte lågen af skabet og lagde det ned i et håndklæde, derefter tog hun toiletpapir og fejede skårene ned i afløbsristen. Håndvasken skyllede hun med vand og de stykker spejl der lå tilbage lagde hun ned på håndklædet, som hun pakkede omhyggeligt sammen.

Hun kunne høre ham rumstere ude i køkkenet, køkkenskabe der gik op og i. Det føltes trygt og hun mærkede en følelse af varme, som hun næsten ikke kunne genkende, strømme gennem sig.

Hun fandt en vaskeklud frem og vaskede sit ansigt med iskoldt vand, inden hun stillede sig ind under bruseren og lod det varme vand strømme ud over sig.

Ren og nyvasket, tørrede hun sig i et stort badehåndklæde. Blodet fra snitsårene var næsten stoppet med at løbe, men hun forbandt det alligevel med en hvid bandage, holdt sammen af et stykke plaster. Hun listede ind i soveværelset. Der duftede af frisklavet kaffe og nyristet brød.

Hun tog trusser, BH og en enkel kjole på og samlede det våde hår med en hårklemme i nakken.

På bare tæer, gik hun ud i køkkenet igen.

Han sad ved det lille klap bord og betragtede hende, da hun kom ind.

Hun smilede genert og lidt flov.

“Du er jo ligeså smuk, som du så ud til, nede fra gaden!” sagde han ligefremt.

“Tak!” svarede hun og smilede uforbeholdent til ham.

“Sæt dig ned, smukke!”

Hun følte sig ovenud lykkelig. Han lignede bestemt ikke det hun havde forestillet sig, den Gud af en mand, som hun mente passede til hende.

Her sad han med en åndsvag nissehue på og kaldte hende “smukke”, den mest latterlige ligegyldige overfladiske omtale af en kvinde. Hun smilede ad sig selv.

“Du er dejlig!” udbrød hun og rejste sig og gik over og kyssede ham på panden.

Han greb hende om livet og kyssede hende, mens han holdt om hende.

Det blev den bedste jul nogensinde..!!

/VIPse

vi vil samme vej - konstaterer jeg

når jeg smiler til dig

mærker jeg

du ikke er langt fra mig

jeg freaking fucking elsker dig

og du elsker mig

du kan ikke skjule det for mig

din slemme slemme dreng!!

/VIPse

du higer nærmest efter det

ter dig som en idiot

gør alt det du ikke bør gøre

bare for at se mig lidt hidsig

og spytte dig lige i hovedet

er det det du vil

brænder vi op

og går fra hinanden inden et år

jeg vil en helt anden vej

den skal gå hånd i hånd med dig

kroget og kringlet rettes ud

mens vi vandrer mod lyset

og alderdommen sammen

/VIPse

Nu stod han så der på dørmåtten. Han kunne høre hun hulkede inde på den anden side af døren.

Han havde jo bare set en ualmindeligt smuk nøgen kvinde i vinduet, en tidlig morgen på vej hjem fra en julefrokost, som egentlig ikke havde været særlig spændende og som en impuls havde han forsøgt opgangsdøren, som var åben, nogen havde fået sparket en sten eller en lille gren ind på dørtærsklen, så den ikke kunne lukke helt og dermed aktivere den automatiske lås.

Han havde samlet et impulsivt mod, ved overraskelsen over at gik op, til at gå op og banke på hendes dør.

Tanken var ellers bare, at han ville have noteret sig hendes navn og så fundet ud af hvad han kunne på nettet. Hun var sikkert forblevet ved det.

Men nu stod han her, smurt ind i hendes blod, der var stænket ud over ham da hun hidsigt havde slået løs på ham og håndklædet var faldet af. Hendes spyt løb ned over hans ansigt. Han tørrede det væk. Han lagde sig ned på knæ og åbnede brevsprækken.

“Er du okay?” sagde han.

“Skrid, gå din vej, du er en latterlig idiot!” kom det indefra.

“nej, jeg vil ej!” hørte han sig selv udbryde.

“NEJ, JEG VIL EJ!” Råbte han alt hvad han kunne ind ad brevsprækken.

Han kunne høre der blev helt stille inde på den anden side af døren. Der var MEGET stille.

Hun sad som forstenet. Hørte hun rigtig? hun havde lyst til at bede ham om at gentage de ord. Hun kunne høre ham pusle rundt derude. Han hostede lidt og flyttede sig rundt. Hun lænede sig afslappet op ad døren, trak vejret roligt og rytmisk til lyden af hans skridt udenfor døren. Han gik frem og tilbage som en skildervagt på Amalienborg.

Hun lukkede øjnene og faldt næsten i søvn.

“Hallo, er du der stadig?” hans stemme vækkede hende.

“Ja” udbrød hun umiddelbart og glad.

Han fortsatte sin vandring, uden yderligere kommentarer. Hun rettede sig lidt op, strøg håret tilbage og tørrede øjnene. Som om hun kom til at se bedre ud af det, for nu var hendes ansigt smurt ind i blod og resterne af den sorte makeup fra dagen før mere eller mindre tværet ud.

Hun rejste sig og åbnede døren på klem.

“Jeg vil gerne have du kommer ind igen, hvis du vil?!”

Han stoppede op og kiggede på hende.

“Det vil jeg gerne, hvis altså du gider lade være med at spytte, slå eller råbe ad mig?”

Hun kiggede ned i gulvet og smilede.

“Det vil jeg gerne love dig!”

Han kom ind i lejligheden igen.

“Må jeg så lave en kop varm kaffe til dig?” spurgte hun.

“Ja, tak! Men tror du ikke du burde gå ud og vaske dig, få lagt en forbinding på håndleddet og hvis du helst vil, tage tøj på, det sidste behøver du ikke gøre for min skyld!” han smilede stort ved de sidste ord.

Hun kiggede ned ad sig selv. Det var først nu hun overhovedet tænkte over, hun var fuldstændig nøgen.

Hun nikkede.

“Så laver jeg kaffe til dig i mens!”

“Tak” svarede hun.

“Selv tak” svarede han.

Hun gik ud på badeværelset.

Hun stod der stadig, da det ringede på døren. Hun for sammen. Pis, hvad gjorde hun nu? Døren var låst, så det hjalp ingenting at råbe “Kom ind!” - der var alligevel ikke andre end hende selv der havde nøgle til lejligheden. Hendes nonne celle, forskånet fra resten af verden. Hun bildte sig ind at det var selvvalgt. Det havde ihvertfald været en tvingende nødvendighed i en periode, men nu var hun ikke længere sikker på, at det var som det skulle være. Hun orkede bare ikke søge, efter dem hun havde et eller andet til fælles med, længere. Så når hun gik ud i verden, var hun smuk, som altid, smilende, venlig og nem at snakke med og ikke til at komme i nærheden af.

Det ringede igen på døren. Hun blev nødt til at råbe eller skulle hun lade som om, hun ikke var der? Det var alt for tidligt om morgenen til, at det kunne være nogen hun kendte.

Det ringede på en gang til.

Det var åbentbart en der frygtelig gerne ville i kontakt med hende. Hun tog sig sammen.

“ØJEBLIK!” råbte hun, så højt hun kunne.

Hun tog sin venstre hånd, den sad nemlig ikke fast i spejlets skår, og knækkede den farlige spids af, så hun kunne trække hånden ud uden, at skære pulsåren over.

Det lykkedes at komme hel ud. Det blødte af alle de snit der der var nu, ingen af dem var heldigvis fatale. Hun følte sig endnu mere dum, end hun nogensinde før havde gjort.

Hun tog det hvide håndklæde ned fra knagen og svøbte det om hånden, inden hun åbnede badeværelsesdøren,

“Er på vej!” hørte hun vel nærmest sig selv sige på vej hen mod hoveddøren.

Hun åbnede den på vid gab uden videre, lige nu var alle velkomne, så længe hun bare ikke skulle være alene.

Udenfor stod en mand, med rød nissehue på hovedet.

Han kiggede forskrækket på hende.

“Kom indenfor!” sagde hun.

Han gik ind ad døren, uden at sige et ord.

“Vil du have en kop kaffe? - den er næsten nylavet!”

Han nikkede.

Hun fandt to kopper frem fra skabet og fyldte dem med lunken, næsten kold kaffe.

Han drak den uden at fortrække en mine.

Da han havde tømt koppen, satte han den fra sig på køkkenbordet. Hun stod op ad vindueskarmen og nippede af kaffen, mens hun kiggede ned i gulvet.

“Tak for kaffe! - jeg må nok hellere gå igen!” sagde han.

Hun kiggede op. Kiggede direkte på han, uden at fortrække en mine eller ellers at bevæge sig. I hendes hoved rungede et skrig, et overdøvende “Neej, du skal blive her! Du må ikke gå, du skal holde om mig. Hjælpe mig.”

 Ikke en lyd kom over hendes læber.

Han tøvede med at gå. Rettede lidt på nissehuen og flyttede uroligt fødderne.

Tårerne begyndte ganske stille at strømme ud igen.

Han rømmede sig og sagde: “Hvorfor har du det håndklæde rundt om armen?”

“Ikke for noget!” Svarede hun.

Hun kunne mærke kulden helt ind i knoglerne. Følelsen af ensomhed og ønsket om, at han skulle blive hos hende for alt i verden.

Han trådte nærmere.

“Må jeg se?”

Hun skubbede ham hårdt væk og spyttede ham i hovedet. Mens hun hvæsende sagde: “Du var på vej ud, var du ikke. Så gå dog nu, skrid og lad mig for helvede dø i fred!”

Hun lod den ene knytnæve ramme ham efter den anden og skubbede ham ud ad døren.

Han rystede opgivende på hovedet på vejen ud.

Hun smækkede døren i efter ham.

/VIPse