inde bag facaden finder vi hinanden
sårbarheden, alt det blide og smukke
den fælles smerte af mangel på nærheden
har vi hinanden
tager jeg det hele som det kommer
sammen med dig, kan intet skræmme mig
mit hjerte og sjæl ligger åben for dig
når du er klar
tager du mig bare …
/VIPse
Dagene flyder ud i et
Lyden af dine ord blæser i vinden
stormer gennemtrængende ind
og du bliver manden jeg drømmer om
i mit stille sind
/VIPse
- Vipse
Få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig
hold mig i dine varme stærke arme
hold om mig, jeg har brug for dig
få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig
sig til dem de skal holde op
beskyt mig, jeg tilhører dig
få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig
jeg er din, gør med mig hvad du vil
jeg smiler kun til dig
få mig væk herfra, pak mig ind, gem mig, elsk mig
/VIPse
4.
Hold kæft hvor så der ud. Spejlsplinter i vasken og ud over gulvet, blandet godt op med blodstænk. Hun startede med at løfte lågen af skabet og lagde det ned i et håndklæde, derefter tog hun toiletpapir og fejede skårene ned i afløbsristen. Håndvasken skyllede hun med vand og de stykker spejl der lå tilbage lagde hun ned på håndklædet, som hun pakkede omhyggeligt sammen.
Hun kunne høre ham rumstere ude i køkkenet, køkkenskabe der gik op og i. Det føltes trygt og hun mærkede en følelse af varme, som hun næsten ikke kunne genkende, strømme gennem sig.
Hun fandt en vaskeklud frem og vaskede sit ansigt med iskoldt vand, inden hun stillede sig ind under bruseren og lod det varme vand strømme ud over sig.
Ren og nyvasket, tørrede hun sig i et stort badehåndklæde. Blodet fra snitsårene var næsten stoppet med at løbe, men hun forbandt det alligevel med en hvid bandage, holdt sammen af et stykke plaster. Hun listede ind i soveværelset. Der duftede af frisklavet kaffe og nyristet brød.
Hun tog trusser, BH og en enkel kjole på og samlede det våde hår med en hårklemme i nakken.
På bare tæer, gik hun ud i køkkenet igen.
Han sad ved det lille klap bord og betragtede hende, da hun kom ind.
Hun smilede genert og lidt flov.
“Du er jo ligeså smuk, som du så ud til, nede fra gaden!” sagde han ligefremt.
“Tak!” svarede hun og smilede uforbeholdent til ham.
“Sæt dig ned, smukke!”
Hun følte sig ovenud lykkelig. Han lignede bestemt ikke det hun havde forestillet sig, den Gud af en mand, som hun mente passede til hende.
Her sad han med en åndsvag nissehue på og kaldte hende “smukke”, den mest latterlige ligegyldige overfladiske omtale af en kvinde. Hun smilede ad sig selv.
“Du er dejlig!” udbrød hun og rejste sig og gik over og kyssede ham på panden.
Han greb hende om livet og kyssede hende, mens han holdt om hende.
Det blev den bedste jul nogensinde..!!
/VIPse
vi vil samme vej - konstaterer jeg
når jeg smiler til dig
mærker jeg
du ikke er langt fra mig
jeg freaking fucking elsker dig
og du elsker mig
du kan ikke skjule det for mig
din slemme slemme dreng!! 
/VIPse
du higer nærmest efter det
ter dig som en idiot
gør alt det du ikke bør gøre
bare for at se mig lidt hidsig
og spytte dig lige i hovedet
er det det du vil
brænder vi op
og går fra hinanden inden et år
jeg vil en helt anden vej
den skal gå hånd i hånd med dig
kroget og kringlet rettes ud
mens vi vandrer mod lyset
og alderdommen sammen
/VIPse
Nu stod han så der på dørmåtten. Han kunne høre hun hulkede inde på den anden side af døren.
Han havde jo bare set en ualmindeligt smuk nøgen kvinde i vinduet, en tidlig morgen på vej hjem fra en julefrokost, som egentlig ikke havde været særlig spændende og som en impuls havde han forsøgt opgangsdøren, som var åben, nogen havde fået sparket en sten eller en lille gren ind på dørtærsklen, så den ikke kunne lukke helt og dermed aktivere den automatiske lås.
Han havde samlet et impulsivt mod, ved overraskelsen over at gik op, til at gå op og banke på hendes dør.
Tanken var ellers bare, at han ville have noteret sig hendes navn og så fundet ud af hvad han kunne på nettet. Hun var sikkert forblevet ved det.
Men nu stod han her, smurt ind i hendes blod, der var stænket ud over ham da hun hidsigt havde slået løs på ham og håndklædet var faldet af. Hendes spyt løb ned over hans ansigt. Han tørrede det væk. Han lagde sig ned på knæ og åbnede brevsprækken.
“Er du okay?” sagde han.
“Skrid, gå din vej, du er en latterlig idiot!” kom det indefra.
“nej, jeg vil ej!” hørte han sig selv udbryde.
“NEJ, JEG VIL EJ!” Råbte han alt hvad han kunne ind ad brevsprækken.
Han kunne høre der blev helt stille inde på den anden side af døren. Der var MEGET stille.
Hun sad som forstenet. Hørte hun rigtig? hun havde lyst til at bede ham om at gentage de ord. Hun kunne høre ham pusle rundt derude. Han hostede lidt og flyttede sig rundt. Hun lænede sig afslappet op ad døren, trak vejret roligt og rytmisk til lyden af hans skridt udenfor døren. Han gik frem og tilbage som en skildervagt på Amalienborg.
Hun lukkede øjnene og faldt næsten i søvn.
“Hallo, er du der stadig?” hans stemme vækkede hende.
“Ja” udbrød hun umiddelbart og glad.
Han fortsatte sin vandring, uden yderligere kommentarer. Hun rettede sig lidt op, strøg håret tilbage og tørrede øjnene. Som om hun kom til at se bedre ud af det, for nu var hendes ansigt smurt ind i blod og resterne af den sorte makeup fra dagen før mere eller mindre tværet ud.
Hun rejste sig og åbnede døren på klem.
“Jeg vil gerne have du kommer ind igen, hvis du vil?!”
Han stoppede op og kiggede på hende.
“Det vil jeg gerne, hvis altså du gider lade være med at spytte, slå eller råbe ad mig?”
Hun kiggede ned i gulvet og smilede.
“Det vil jeg gerne love dig!”
Han kom ind i lejligheden igen.
“Må jeg så lave en kop varm kaffe til dig?” spurgte hun.
“Ja, tak! Men tror du ikke du burde gå ud og vaske dig, få lagt en forbinding på håndleddet og hvis du helst vil, tage tøj på, det sidste behøver du ikke gøre for min skyld!” han smilede stort ved de sidste ord.
Hun kiggede ned ad sig selv. Det var først nu hun overhovedet tænkte over, hun var fuldstændig nøgen.
Hun nikkede.
“Så laver jeg kaffe til dig i mens!”
“Tak” svarede hun.
“Selv tak” svarede han.
Hun gik ud på badeværelset.
Hun stod der stadig, da det ringede på døren. Hun for sammen. Pis, hvad gjorde hun nu? Døren var låst, så det hjalp ingenting at råbe “Kom ind!” - der var alligevel ikke andre end hende selv der havde nøgle til lejligheden. Hendes nonne celle, forskånet fra resten af verden. Hun bildte sig ind at det var selvvalgt. Det havde ihvertfald været en tvingende nødvendighed i en periode, men nu var hun ikke længere sikker på, at det var som det skulle være. Hun orkede bare ikke søge, efter dem hun havde et eller andet til fælles med, længere. Så når hun gik ud i verden, var hun smuk, som altid, smilende, venlig og nem at snakke med og ikke til at komme i nærheden af.
Det ringede igen på døren. Hun blev nødt til at råbe eller skulle hun lade som om, hun ikke var der? Det var alt for tidligt om morgenen til, at det kunne være nogen hun kendte.
Det ringede på en gang til.
Det var åbentbart en der frygtelig gerne ville i kontakt med hende. Hun tog sig sammen.
“ØJEBLIK!” råbte hun, så højt hun kunne.
Hun tog sin venstre hånd, den sad nemlig ikke fast i spejlets skår, og knækkede den farlige spids af, så hun kunne trække hånden ud uden, at skære pulsåren over.
Det lykkedes at komme hel ud. Det blødte af alle de snit der der var nu, ingen af dem var heldigvis fatale. Hun følte sig endnu mere dum, end hun nogensinde før havde gjort.
Hun tog det hvide håndklæde ned fra knagen og svøbte det om hånden, inden hun åbnede badeværelsesdøren,
“Er på vej!” hørte hun vel nærmest sig selv sige på vej hen mod hoveddøren.
Hun åbnede den på vid gab uden videre, lige nu var alle velkomne, så længe hun bare ikke skulle være alene.
Udenfor stod en mand, med rød nissehue på hovedet.
Han kiggede forskrækket på hende.
“Kom indenfor!” sagde hun.
Han gik ind ad døren, uden at sige et ord.
“Vil du have en kop kaffe? - den er næsten nylavet!”
Han nikkede.
Hun fandt to kopper frem fra skabet og fyldte dem med lunken, næsten kold kaffe.
Han drak den uden at fortrække en mine.
Da han havde tømt koppen, satte han den fra sig på køkkenbordet. Hun stod op ad vindueskarmen og nippede af kaffen, mens hun kiggede ned i gulvet.
“Tak for kaffe! - jeg må nok hellere gå igen!” sagde han.
Hun kiggede op. Kiggede direkte på han, uden at fortrække en mine eller ellers at bevæge sig. I hendes hoved rungede et skrig, et overdøvende “Neej, du skal blive her! Du må ikke gå, du skal holde om mig. Hjælpe mig.”
Ikke en lyd kom over hendes læber.
Han tøvede med at gå. Rettede lidt på nissehuen og flyttede uroligt fødderne.
Tårerne begyndte ganske stille at strømme ud igen.
Han rømmede sig og sagde: “Hvorfor har du det håndklæde rundt om armen?”
“Ikke for noget!” Svarede hun.
Hun kunne mærke kulden helt ind i knoglerne. Følelsen af ensomhed og ønsket om, at han skulle blive hos hende for alt i verden.
Han trådte nærmere.
“Må jeg se?”
Hun skubbede ham hårdt væk og spyttede ham i hovedet. Mens hun hvæsende sagde: “Du var på vej ud, var du ikke. Så gå dog nu, skrid og lad mig for helvede dø i fred!”
Hun lod den ene knytnæve ramme ham efter den anden og skubbede ham ud ad døren.
Han rystede opgivende på hovedet på vejen ud.
Hun smækkede døren i efter ham.
/VIPse
1.
Hun var vågnet tidligt, meget tidlig, klokken var ca. 6. mens hun kiggede ud i mørket gennem det åbne vindue, der lod en iskold vinter kulde stryge over hendes nøgne krop, sugede hun dagens første cigaret i sig med grådige sug.
Hårene rejste sig for at beskytte huden mod kulden, hun lagde ikke mærke til hvordan den rejste sig i små knopper først på armene og bredte sig til resten af kroppen. Mekanisk smed hun cigaretten ud af vinduet og tændte den næste.
Hun hvilede venstre hånd i vindueskarmen, lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage og lod nikotinens snurrende virkning fylde.
Hun sukkede tungt og smed nummer to cigaret ud ad vinduet. Hun lænede sig lidt frem for at lukke vinduet i igen. Et rødt glimt fangede hendes opmærksomhed nede på gaden. Sikkert en på vej hjem fra en våd julefrokost. Klædt ud som julemand eller bare med en åndsvag nissehue på hovedet. Lige nu gav hun ikke en skid for de fortabte sjæle der fandt morskab i, at drikke sig pløret og hoppe rundt på bordene, mens de skrålede falsk med på julens sange.
Hun mærkede faktisk kun en indre alt op ædende smerte af savn og tabte håb, som hun håbløst holdt fast i - hun følte sig som en idiot, der skulle straffes for sin egen naive dumhed, at tro på kærligheden.
Hun lukkede vinduet i og vendte sig om, fyldte vand i elkedlen og tændte den, inden hun gik ud på toilettet. Tanken stejfede hende, at de fleste andre nok havde et morgenritual i omvendt rækkefølge end hende - toilet, kaffe og smøg!
Da hendes bagdel ramte toiletsædet blev hun mindet om i går. Hun var mere end øm - i spejlet kunne hun se de tydelige mørkerøde, violette striber.
Det var som om det ikke gav hende lindring længere. Hun plejede at føle sig renset, nærmest lykkelig en uge eller to efter og bruge de sidste to uger til at vente med længsel på næste gang han skulle gennempiske hende. Det virkede så ligegyldigt og mere som en helt almindelig hverdagsting, noget som hun gjorde, som endnu et af ritualerne forbundet med at leve sin overbevisning ud.
Det handlede på ingen måder om sex - det var ren afstraffelse for at være et syndigt menneske. Det havde været grænseoverskriden at finde en til at gøre det eller nærmere utrolig vigtigt for hende at definitionen var fuldstændig klar. Ingen sex, et rent og skært religiøst ritual. Hun havde fået ham til at opgive alle personlige oplysninger og på tro og love, love at han aldrig ville komme med sexuelle tilnærmelser, hvis han gjorde ville hun anmelde ham for voldtægt og det var nemt nok, når det havde en nedskreven aftale og han ikke vidste andet om hende end hvordan hun så ud. Hun havde tilgengæld aldrig set ham - han bar altid maske og en munkekutte, når hun mødte ham. Underligt nok var hun aldrig blevet forelsket i ham eller haft behov for at blive der bagefter og få lidt omsorg. Hun nød at sidde alene i taxaen indhyllet i sin smerte tilstand og føle sig som et lidt bedre menneske, så længe det varede.
Hun åbnede skabet på badeværelset, kiggede længe ind idet, flyttede lidt rundt på parfumer og cremer. Det var som om hun ledte efter noget hun ikke kunne finde, som om hun havde forventet at der, ligesom på film, stod et glas med piller eller stryknin, så hun engang for alle kunne gøre en ende på sin forbandede lidelses historie.
Hun lukkede skabet med et lille smæld og kiggede ind i spejlet. Hun rakte tunge af sit eget spejlbillede og skar en grimasse.
Hun vendte sig halvt om, stoppede lige der på vejen ud og vendte i hast om og med en knytnæve, som Mikkel Kessler, hamrede hun hånden ind i spejlet.
Den gik hele vejen igennem. Hun mærkede hvordan hendes knoer ramte flaskerne inde i skabet. Spejlet splintrede og spredte glasskår ned i vasken. Et spids skår skar sig ind i hendes håndled.
Hun stod fuldstændig stille, ikke bare stille, men helt helt stille.
Hun kiggede ind i det skårede spejl og turde ikke flytte hånden af frygt for følgerne,
Tårerne trillede lydløst ned af hendes kinder og dryppede ned i vasken, hvor de fortyndede blodet…
———————————— Fortsættes næste søndag—————————————
/VIPse
